Her er lidt baggrundsviden om Camino de Santiago
(kopieret fra Henrik Friedigers hjemmeside - www.caminodesantiago.dk)
Camino de Santiago begyndte sin eksistens et par hundrede år efter, at Spanien i 711 var blevet besat af maurerne, der kom fra Arabien og Nordafrika med deres nye, sejrende islamiske religion og erobrede hele den Iberiske halvø, hvor de først endelig blev smidt ud næsten 800 år efter - i 1492 - samme år som Columbus faldt land på den anden side af det store hav mod vest.
Den næsten 800 år lange kamp mod de islamiske besættere tog sin begyndelse oppe nordpå, hvor de mauriske fyrster aldrig rigtig fik sat sig rigtig fast og måtte indgå forskellige alliancer med de kristne konger for at holde nordflanken i ro. Men kæmpet er der blevet, og en særlig glans står der om slaget ved Roncesvalles, hvor den tapre ridder Roland dannede bagtrop til den tysk-romerske kejser Karl den Stores hær, der måtte trække sig tilbage over Pyrenæerne efter nogle ubehagelige forræderiske alliancer og bagholdsangreb. Roland og hans mænd kæmpede tappert med livet som indsats og fik standset den islamiske hær fra videre fremmarch. Alt beskrevet i hovedrullende detaljer i det franske nationalepos om den herlige helt, Rolandskvadet.
Camino de Santiago er en del af denne historie. Omkring år 813 fandt en eneboer på forunderlig vis de jordiske rester af Jesu apostel Jakob Zabbadæussøn på en mark, Compostela, i Galicien. En betydning af navnet "Compostela" fortaber sig, men erstatter man en enkelt vokal, så "compo" bliver til "campo", så har vi betydningen: "mark", og sættes en ekstra konsonant ind i "stela", så det bliver til "stella", får det ellers betydningsløse ord betydningen "stjerne". Compostela - eller nu: "Campostella" får herefter betydningen "Stjernemarken" - og fundet af Santiagos grav får en tilsvarende mytologisk overbygning, som de vise mænds fund af et vist barn i Betlehem.
Jakob var ifølge overleveringen den discipel, der efter Jesu himmelfart og Helligåndens komme rejste til den Iberiske halvø og spredte det kristne budskab og senere blev han ifølge Apostlenes Gerninger halshugget i Jerusalem for sin tros skyld omkring år 44. Hans afsjælede legeme blev ifølge legenden efter henrettelsen mirakuløst sejlet til Galicien og begravet af hans disciple, der ligeså mirakuløst ventede på liget og fik sig forhandlet frem til et gravsted med den stedlige sagndronning Lupa, Løvinden.
Fundet af apostlens grav gav startskuddet til en pilgrimsbevægelse og snart blev Sankt Jakobs grav et af de vigtigste pilgrimsmål i kristenheden.
Men hvem var det, der egentlig lå i den grav? I dag er der ingen i tvivl om, at det var de jordiske rester af Jesu discipel - med det forbehold, at man ikke lægger for megen vægt på om disse knogler rent faktisk indgik i skelettet i en historisk person der var Jesu discipel. Her hjælper vist kun troen. I middelalderen var der mere tvivl om, hvad det var for en grav, man tilbad. Jakob Zebedæussøn var det naturligvis. Men det kunne også være en anden Jakob, nemlig Jesu broder, Jakob, som omtales i Bibelen og som legenden gør til en asketisk figur, der lever sit liv i bøn og er kendt for sin retfærdighed. Han lider martyrdøden ved stening. Men hvordan holde den ene ude fra den anden? Der var endda flere Jakob'er på banen og hvem der er hvem er vel heller ikke det vigtigste.
Det at figuren Santiago er blevet dannet ud fra flere mulige historier, kan have været medvirkende til den tvetydighed, der stadig hersker omkring helgenens personlighed og kraft. For det meste afbildes Santiago som en af sine egne ydmyge pilgrimme klædt i en lang kåbe, sandaler og den karakteristiske bredskyggede pilgrimshat, der ofte er bøjet op foran og prydet med en venusmuslingeskal. Dertil en vandrestok, en lille bylt med tøj eller andre nødvendige sager og et tørret græskar til at bære drikkevand i. Det er den elskelige Jakob. Måske Jesu sagtmodige broder - eller fætter, som han bliver til i katolsk optik, da Jesu moder betragtes som jomfru både før og efter fødslen og derfor naturligvis ikke kan have fået flere børn. Den anden måde at afbilde ham på er som Matamoro, maurerdræberen. Den frygtede Jakob, hvis symbol er korssværdet, foreningen af det kristne håb om syndernes forladelse og det frygtelige værktøj, som i middelalderen flittigt blev taget i brug for at udbrede nådesbudskabet.
Santiago er paradoksal som kristendommen selv.
I kampene mod de kristne brugte muslimerne at tage nogle af deres hellige relikvier med ud på slagmarken for at sikre sig guddommeligt held. Fundet af Santiagos hellige ben blev en tilsvarende opmuntring for de kristne, og ved et berømt slag (som det historisk set er tvivlsomt om har fundet sted) ved Clavijo omkring 852 kunne helgenen ses deltage på en hvid hest, hvorfra han slog tusinder af muslimer ihjel.
Santiago var nu ikke blot Spaniens skytshelgen i form af en pilgrim, men tillige Matamoro - et vigtigt symbol i kampen for at genvinde Spanien for kristenheden.
Pilgrimsstrømmen ud til Santiago var med til at befolke dette tyndtbefolkede område af Spanien og dermed med til at lægge et befolkningsmæssigt pres på maurerne. Det er derfor, denne pilgrimsrute er for almindelige mennesker - dens succes afhang fra begyndelsen af, at der var mange, der vandrede den.
Pilgrimsruten er spændt ud mellem kampstedet Roncesvalles og den spanske skytshelgen Santiagos grav i Compostela - fuld af betydning og til overflod følgende Mælkevejen, så selv stjernerne viser vej og giver kraft og mod til pilgrimmene.
Efter at den sidste muslim var sendt tilbage over Gibraltar-strædet mistede Camino de Santiago noget af sin betydning. Pilgrimsstrømmene fortsatte, men i begrænset målestok og et dyk har der været i 1500-tallet, hvor reformationen i Nordeuropa satte en ny religiøs dagsorden, og den katolske kirke ikke ønskede, at alt for mange vandrede rundt på pilgrimsvejene og udvekslede tanker, som kirken ikke kunne kontrollere. Og op til vor tid var pilgrimsbevægelsen nærmest gået i stå, indtil den katolske kirke specielt i Spanien fandt ud af at bruge caminoen som en måde at generobre ungdommen for troen. Kirken har i Spanien som følge af sit tætte forhold til fascismen et noget anstrengt til brede kredse i befolkningen, som i vis udstrækning har brugt befrielsen fra francotidens jerngreb til også at vende kirken ryggen og har ladet sig indfange af den almindelige vesteuropæiske gudløshed og mangel på faste værdier.
I disse år bliver Camino de Santiago helt systematisk brugt af den katolske kirke i en form for indre mission overfor især spanske unge, hvor det religiøse budskab kombineres med muligheden for fysisk aktivitet, frihed fra de ofte snævre familiebånd hos de almindeligvis hjemmeboende unge og fællesskab med andre under betryggende former. Markedsføringen er massiv og følger de kendte mønstre fra dyrkelsen af popidoler med tøj og diverse andet merchandise.
Starten på den nye massebevægelse lød i det hellige år 1993, hvor pave Johannes Poul II kom til Santiago og holdt messe for titusinder af pilgrimme, og videre med de næste hellige år 1999 og 2004 - næste gang der er et helligt år er i 2011. Helligt år er det, når Santiagos dag - den 25. juli - falder på en søndag. Så åbnes der en særlig dør ind til katedralen i Santiago de Compostela, og når man går ind ad den forlades alle ens synder. Det må så være på en særlig kraftig måde, for normalt giver en almindelig pilgrimsvandring jo også syndsforladelse.
Op gennem 1980'erne blev kendskabet til caminoen blevet mere og mere udbredt, og folk begyndte at vandre på de gamle pilgrimsveje. Efter 90'ernes hellige år er specielt den såkaldte "Camino Francés" blevet noget af et tilløbsstykke. Det skyldes, at netop denne vej er blevet særlig kendt og derfor også udbygget med faciliteter.
Berømmelsen skyldes to ting:
For det første er ruten fastlagt allerede i det tolvte århundrede, hvor en fransk pilgrim, Aimeri Picaud, skrev en rejsefører som en del af et større værk, Liber Sancti Iacobi. Rejseføreren opdeler caminoen i dagsmarcher, der nok vil forekomme nutidens vandrende pilgrimme noget voldsomme, men datidens pilgrimme - i hvert fald den læsende og formuende del af dem - brugte ofte hestekræfter til at komme frem med, så det er sikkert det publikum den gode Picaud har haft i tankerne, da han skrev sin rejsefører. Rejser man til hest er etaperne givet mere realistiske. De enkelte etaper beskrives i detaljer og føreren er fuld af nyttige tips om overnatningsmuligheder, besværlige vejstrækninger, floder og deres vandkvalitet, mulige farer for overfald eller for at blive snydt af grådige kroværter og en masse andet godt middelalderstof.
For det andet var den middelalderlige rejsefører model for den fastlæggelse af Camino Francés, som blev foretaget af en gruppe historikere for omkring tredive år siden. Det var også startskuddet til den omfattende mærkning af ruten med de gule pile, som stadig er i gang, og som også i årene fremover vil blive fortsat.
Et smukt symbol på Caminoen: en gul pil.
Siden det hellige år1993 er caminoen blevet løbende udbygget med faciliteter til at tage mod pilgrimmene - fra de ofte gratis overnatningssteder i refugier eller alberges de los peregrinos til barer, restauranter, butikker, souvenirsælgere osv. En kraftig opblomstring, hvor det kirkelige, det kommunale og det private initiativ er gået hånd i hånd i udbygningen, der er blevet mulig og nødvendig fordi stadig flere vælger at vandre caminoen.
Nogle taler om en kommercialisering og mener ikke noget godt med det, og det er da også rigtigt, at noget af uskylden og det overraskende er gået tabt efterhånden som pilgrimmenes strøm er blevet stadig kraftigere. Alligevel vil jeg slutte mig til dem der skamløst nyder mulighederne for at få sig en kop kaffe eller et glas vin og en bocadillo i en landsby, der ellers var nærmest uddød - eller et godt, nærende og billigt måltid mad i en nyopdukket restaurant i nærheden af det refugium, man overnatter på.
Hvad der ikke er ændret, er de landskaber, man som pilgrim vandrer igennem, de landsbyer og byer, man går igennem - og den venlighed og hjælpsomhed, som møder én overalt, hvor man kommer frem. Caminoens ånd er intakt og står til rådighed for alle, der søger den med et åbent sind.